Pressemeddelelse 25.5.2018                                                                                                     

 

Læs mere information og biografi på Mads Hjorth - KLIK HER

 

Ny cheftræner og ny klubchef på plads i Horsens Svømmeklub

Jan Løths farvel betyder ny organisering og forstærkning af svømmeklubben

Blot 14 dage efter, at cheftræner og klubchef Jan Løth meddelte sit farvel til Horsens, kan Horsens Svømmeklub præsentere en ny cheftræner og en ny klubchef.

 

Mads Hjorth fra Odder Svømmeklub bliver ny cheftræner i Horsens Svømmeklub, mens den hidtidige ansvarlige for administrationen og undervisningsafdelingen, Thomas Sønderskov, bliver ny klubchef.

 

”Vi har været igennem en mildt sagt intensiv ansættelsesproces for at finde frem til den rigtige person som klubbens nye cheftræner. Horsens Svømmeklub har været i en rivende udvikling - især i de seneste fem år, hvor Jan Løth blandt andet har ført klubben til fire oprykninger i træk, så vores konkurrencesvømmere nu er at finde i landets bedste svømmerække, Svømmeligaen. Det har derfor været vigtigt for vores valg af ny cheftræner, at vedkommende har de svømmefaglige og menneskelige kompetencer, der stemmer overens med klubbens værdier, og at vedkommende kan se mulighederne for at gøre vores konkurrencesvømmere endnu bedre i fremtiden”, siger formanden for Horsens Svømmeklubs bestyrelse, Kim Nissen.

 

Han tilføjer, at svømmeklubben med ansættelsen af Mads Hjorth får en træner, der svømmefagligt er utrolig stærk. Den nye cheftræner har en kandidatgrad i Idræt fra Aarhus Universitet suppleret med diverse trænerkurser samt medvirker aktivt i Dansk Svømmeunions nationale Aquaclinic Konferencer. Mads Hjorth har endvidere i adskillige omgange været tilknyttet Dansk Svømmeunions årgangs- og juniorlandshold.

 

”Og så ved vi, at Mads er rigtig god til at snakke med svømmerne – både om alt det, der handler om svømning og alt det, der ikke handler om svømning. Konkurrencesvømmernes mentale balance og trivsel gør nemlig den sidste forskel og Mads har helt sikkert købt ind på vores hovedbudskab om at en glad svømmer er en hurtig svømmer”, siger Kim Nissen.

 

Horsens Svømmeklub har med Jan Løths farvel samtidig valgt at ændre lidt på organisationen i klubben.

 

”Vi har benyttet lejligheden til at kigge lidt på vores opgavefordeling – og vi mener, det er hensigtsmæssigt, at dele Jan Løths opgaver mellem to personer, så vi fremtidigt har både en cheftræner og en klubchef. Dels ønsker vi at sikre, at cheftræneren får mere tid til vores konkurrencesvømmere. Dels betyder den organisatoriske ændring, at vores nye klubchef får mere tid til vores meget store undervisningsafdeling og til at arbejde med nye initiativer”, fortæller formanden.

 

Den nye klubchef, Thomas Sønderskov, har været i ansat i Horsens Svømmeklub i to år, og har en stor del af æren for Horsens Svømmeklubs flotte udvikling.

 

”Thomas får nu endnu bedre muligheder for at videreudvikle vores undervisningsafdeling og dermed også fortsætte den positive udvikling, vi har oplevet med vores svømmeskole og motionssvømning. Han har virkelig fået skabt en fantastisk base af både medlemmer og instruktører med et højt svømmefagligt niveau. Så vi overbevist om, at vores nye cheftræner og vores nye klubchef kan løfte vores klub til nye højder for såvel bredde som elite”, siger Kim Nissen.

 

Den organisatoriske forstærkning og ansættelsen af Mads Hjorth, er blot et af adskillige strategiske skridt, som Horsens Svømmeklub tager frem imod byens kommende 50 m bassin, der forventes at stå klar ved Forum Horsens i 2020.

 

”Når vi nu får mere vand og flere baner, så vil vores svømmere stå 100% klar på startskamlerne og opleve sekundet, hvor en ny verden af muligheder åbner sig for både Horsens og Horsens Svømmeklub. Og allerede kort efter vil vi være stærkere, hurtigere og flere svømmere i Horsens end nogensinde”, afslutter Kim Nissen.

 

Yderligere info kan fås hos bestyrelsesformand Kim Nissen via kn@swimhorsens.dk.

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram